— 462 —
Navnet: „Skjønheden og Bæstet,“ formodentlig efter den franske Eventyr.
1. Fra Faaberg. Denne Variant, der er os meddeelt fra søndre Gudbrandsdalen fører der Navnet, Ridder Varivan. I Begyndelsen er den fuldstændigere end Hovedfortællingen og stemmer i saa Henseende bedre overeens med den mest udbredte Fortællingsmaade af Eventyret. En Konge havde tre Døtre. Da han skulde reise til Byen, bad de to Ældste ham at kjøbe Stads til dem. Den Yngste, der ikke vilde bede ham om Noget, sagde for ikke at gjøre sig bedre end Søstrene, at han kunde tage med en smuk Rose til hende. Men dette glemte han, til han paa Hjemveien kom til en Have fuld af Roser, hvor an gik ind og brød en af til sin Datter. Med det samme kom der farende en Hvidbjørn, som sagde, at den vilde dræbe ham, hvis den ikke fik det Første han mødte, naar han kom hjem. Hvor nødig han vilde, maatte Kongen love det, og han troede det kunde være hans Hund, der vilde møde ham. Men den yngste Datter kom ham imøde. Den første Thorsdagskveld efter kom Hvidbjørnen kjørende til Kongsgaarden, saa Jorden skjælvede, og vilde have Prindsessen, men de havde taget Underbudeien og klædt hende i Prindsessens Klæder, og hende gav de ham. Om en Stund kom de paa en stor Slette, der tog Hvidbjørnen hende ud af Vognen og satte hende paa en flad Steen. „Har Du siddet saa blødt før?“ spurgte Hvidbjørnen. „Nei,“ sagde hun. Saa tog han en blank Steen og viste hende. „Har Du seet Noget saa blankt før?“ spurgte Hvidbjornen. „Nei,“ sagde hun. Saa gav han hende en sød Drik. „Har Du drukket Noget saa sødt før?“ spurgte Hvidbjørnen. „Nei,“ sagde hun. Da han havde hørt det, vilde han ikke have med hende at bestille, men lod hende gaae hjem igjen. Næste Thorsdagskveld gik det ligeeens med Kokkepigen. Men da han kom igjen den tredie, truede han med at rive Kongsgaarden ned og dræbe dem Alle, hvis de ikke gav ham den Rette. Da de kom paa Sletten, tog han hende ud af Vog-
