— 439 —
og den ældste skal hente Vand. Seer hendes Billed, men ikke hende. Forundrer sig over dette for sine Brødre. Den næstældste gaaer ud. og saa Alle ligetil den 12te; han seer op, bliver hende vaer og lokker hende ned. Nu skal hun redde Brødrene paa samme Viis som i Hovedfortællingen, ved at samle Myrfivel til Skjorter til dem. Under Arbeidet sees hun af en Ridder, der gifter sig med hende. Hans Moder tager hendes Børn og kaster i Søen, skjærer Halsen over paa en Hane og smører hende om Munden med. Da den unge Dronning skal bringes til Baalet, kan hun ikke holde sig: hun græder en Taare; men napper strax Lommetørklædet sit af Barmen, fanger Taaren deri og knytter en Knude paa. Med det samme kjender hun i Barmen en Pibe, hun havde faaet af Brødrene sine, og som hun skal blæse paa i sin yderste Nød; den griber hun og til at blæse. Brødrene komme flyvende; hun kaster til dem Skjorterne og de blive til Prindser. Men den yngste er blind paa det venstre Øiet. Hun gnider hans Øie med Taaren, hun har i Lommetørklædet, og han faaer sit Syn igjen. (Dette Træk forekommer i „Rapunzel,“ Grimm, I. 66—69.)
Beslægtede Folkedigtninger.
Hos de Danske. Se M. Winthers Folkeeventyr: „De elleve Svaner,“ S. 7—11. Begyndelsen har vort Eventyr fælles med „Snehvide,“ samme Bog, S. 40 fgg.
Hos Svenskerne. I „Stige Lilles Bjudning“ er Dugen af „åkerull.“ Geijer och Afzelius, Svenska Folkvisor. II, 176.
Hos Tydskerne. Hos Grimm: Kinder- und Hausmärchen, I, 48—54, har Tallet og tildeels Begyndelsen fælles med vort Eventyr; „Die sechs Schwäne,“ samme Værk I, 243—249 staaer dog vor Fortælling nærmere, navnlig i Redningsmidlet. Det viser sig ogsaa, at dø nævnte tydske Eventyr ere Skud af samme Rod; thi „Die sieben Raben,“ sammesteds III, 82—87, forbinder begges Hovedmomenter ligesom vor Fortælling. Jfr. ogsaa „Die sieben Raben,“ I, 133—136.
Hos Franskmændene. Trækket om Blodet, der falder paa Sneen,
