— 435 —
lille Tradition kun en Forvandling af et Træk i „Smeden, som de ikke turde slippe ind i Helvede.“
Beslægtet Folkedigtning.
Hos Tydskerne. Se Grimm: Kinder- und Hausmärchen, „Bruder Lustig,“ i hvilket Eventyr et Træk svarer til vor lille Tradition og synes at vise, at denne egentlig er et løsrevet Brudstykke af „Smeden, som de ikke — &c.“ Se Anmærkningerne til No. 21. Til Trækket om Fandens Evne til at gjøre sig stor og liden se Grimms deutsche Mythologie, II S. 951.
31. De syv Folerne.
Hovedfortællingen fra Aadalen, Annex til Ringerige.
Fra Hardanger. Følgende Pendant, der er os meddeelt fra Hardanger, er det eneste Vidnesbyrd vi have om dette Eventyrs videre Udbredning. En Mand havde to Sønner og en Datter; han gik ud med denne for at faae hende i Tjeneste, mødte en Slusk, som havde fornøden en Tjenestetøs, og til ham kom hun. Da Manden kom hjem og ikke vidste, hvor han havde stedet Datteren sin hen, blev Konen forskrækket, og sendte ud den ældste Sønnen for at finde hende. Langt om længe kom han til en Skov, hvor der boede en Huusmand, som sagde ham, at hun var paa en Gaard tæt ved, men det var saa ildt at komme frem, at han maatte bie Natten over, og vilde han ligge i Seng med ham og spise en Saa Suppe med ham, kunde han det, sagde Manden. „Nei,“ sagde Gutten; han vilde heller ligge paa Bænken. Næste Dag balte Gutten gjennem Skov og Krat til han kom til Gaarden, hvor Søsteren lukkede op for ham og sagde, hun havde det godt. Saa tog han ogsaa Tjeneste der. Derpaa udsendte Forældrene den anden Søn, som det gik ligeens med. Men denne vilde ligge i Seng og spise Suppe med Huusmanden, og den anden Dag
