— 416 —
2. I Bygland har Eventyret følgende Begyndelse En Konge,
som var Enkemand og havde en Datter, giftede sig paany, og den nye
Dronning, som ogsaa havde en Datter, var slem mod Steddatteren
sin. En Søndag skulde Dronningen og hendes Datter reise til Kirke;
Kongens Datter skulde ikke faae være med, hun skulde være hjemme.
Og med det samme Dronningen reiste, slog hun ned en Tønde Erter;
den skulde Steddatteren plukke op igjen, og endda skulde hun have
Maden færdig, til Dronningen kom hjem igjen fra Kirken. Hun gik
da efter Vand og græd og bar sig ilde, men idet hun kom forbi en
liden Houg, spurgte det derinde, hvad hun græd for. Det fortalte hun,
og nu gav de hende inde fra Hougen en Klædning af Messing og
Hest og Sadel, og bad hende ride til Kirken; Maden skulde nok blive
færdig og Erterne skulde nok være plukkede op, til hun kom hjem. Siden
omtrent som i Hovedfortællingen, kun at Pigen ikke tjener i Kongsgaarden
hos Prindsen.
3. Variant fra Hardanger. Der var engang en Mand, som skulde ud og lede efter Øiken sin. Da han havde gaaet et Stykke, saa han en Røg langt borte i Marken og efter den gik han. Saa kom han til et Huus, hvor han gik ind for at høre, om Nogen havde seet Øiken hans. I Huset boede der en Kone med sine to Døtre, som hedte Skjær og Kraake; men de havde ikke seet nogen Hest, sagde de; „men sæt dig ned og hvil dig, Manden min,“ sagde Kjærringen, „du kan være træt, du.“C Og saa skjød hun en Stabbestoel hen til ham. „Jeg kan saa det,“ sagde Manden og satte sig i Stolen. Om en Stund sagde han: „Det er vel bedst at gaae nu.“ „Stabben min, Stabben min! klem til, klem til!“ sagde Konen, og saa kunde ikke Manden faae reist sig. Saa sad han en Stund igjen, og saa gik det ligeens som før; men tredie Gang forsikrede Manden, at han maatte see at komme af Gaarde. Ja, han skulde da faae Lov at slippe løs af Stabbestolen, sagde Kjærringen; „men saa skal du gifte dig med mig. Aa ja, det fik han vel gjøre, for i Stolen kunde han ikke sidde al sin Levetid. De bleve da gifte sammen. Fra sit første Ægteskab
