— 409 —
og gjorde det for hende. Til Brylluppet bad hun de tre Vætter; og ind kom først en sidlæbet gammel Kone, som kaldte sig Lippesia; hun fik Plads ved Bordet. Saa en gammel Kone med bred og brukken Lænd, som kaldte sig Launebrækka, og endelig en fæl skeløiet En, som nævnte sig Skjelauga. De fortalte, at de havde faaet sine Meen — den Ene af at spinde, den Anden af at væve, den Tredie af at sye. Traditionen lægger endnu til, at Prindsen vilde prøve Pigens Sind. Han sagde derfor, at nu skulde hun reise hjem igjen; han vilde ikke mere vide af hende. Dertil svarede Pigen ja, hun fik vel saa gjøre. Derpaa befalede han hende at tage af sig alle de Klæder og Kostbarheder, hun havde faaet. Hun svarede atter ja, men bad, om hun ikke maatte beholde Særken. I det blotte Linned vandrede hun nu afsted; men da Prindsen havde seet, hun var saa mild og lydig, reiste han den tredie Dag med Vogn og Heste efter hende og hentede hende hjem igjen.
2. I Løvdal, Annex til Holme, fortælles Eventyret som i Hovedfortællingen og under samme Benævnelse, kun med den Forandring, at Pigens Forældre havde forsyndet sig saa fælt, at de ikke turde være blandt Folk, men havde flyttet op paa en vild Hei og levede der af Fugl og Fisk. Da Datteren voxede til, spurgte hun, om der var flere Folk. Forældrene svarede ja, men fortalte, hvorfor de maatte leve for sig selv. Pigen gik da til Kongsgaarden og fik Tjeneste. Siden stemmer denne Tradition med Hovedfortællingen.
Beslægtede Folkedigtninger.
Paa Svensk. Se Hyltén-Cavallius och Stephens Svenska Folk-Sagor oeh Æfventyr, S. 173 fgg., „De tre Stor-Gummorna.“
I Hertugdømmerne. Hos Müllenhoff, Side 409—413, „Fru Rumpentrumpen.“
Hos Tydskerne. Se Grimm, „Kinder und Hausmärchen, I, 77—80 og III 25—26 „Die drei Spinnerinnen.“ Sml. Grimms Myth. S. XXX.
