— 397 —
en Gran og fortæller i Kongsgaarden, at Hvirvelvinden har blæst Gjedeflokken til Himmels. Hidtil har Kongen lagt Skjul paa sin Vrede. Til Slutning afviger Fortællingen fra de tilsvarende og optager et Træk, der minder om andre Eventyr, f. Ex. om „Gutten der gjorde Alt det, Moer hans bad ham.“ (Juletræet for 1850 S. 30), Smørbuk (Norske Folkeeventyr S. 231) o. fl. Kongen skulde nemlig reise til Kirken om Søndagen og bede Fremmede, og Askefisen skulde blive hjemme og koge Kaalen, og hvis det ikke blev Suul nok, skulde han tage „nokko Lidt,“ til. Men Kjærringen til Kongen hed Nokko og Hunden Lidt. Gutten tog dem og kastede begge i Kaalgryden. Men da Kongen kom hjem og fik smage Kaalen, blev ban vred, og Gutten skar tre røde Remme af Ryggen paa ham, og saa blev Askefisen Konge.
Se forresten Langes Tidsskrift for Videnskab og Literatur. 4de Hefte 1849: „Mythiske Sagn i Norge af Christie.“ S. 13.
Beslægtede Folkedigtninger.
Hos Svenskerne. Hyltén-Cavallius och Stephens S. 2 o. fgg. A. „Pojken, som åt kapp med Jätten“ (hvilken Overlevering har flere Træk som gjenfindes i de norske Varianter); og B. „Pojken, som släppte Jätte-barnet i brunnen.“ Den sidstnævnte Afændring er mere afvigende fra vort Eventyr.
I Hertugdømmerne. K. Müllenhoff: „Dummhans unn de grote Rys’,“ S. 442, fgg.
Hos Tydskerne. I Brødrene Grimms Märchen har Das tapfere Schneiderlein“ I, 104—114 Begivenhedstrækket om Ostens Krystning; ligeledes bar det nævnte tydske Eventyr Fortællingen om, at Risen og Eventyrets Helt bære Træet sammen og den førstes Forsøg paa at dræbe den sidste fælles med vor Variant No. 1.
Det sees forresten af nævnte Værk III, 300. flg. at „das Schneiderlein“ er sammentrukken af tre forskjellige Varianter. Maaskee turde man af det norske Eventyr slutte, at den sidste af disse ikke hører Ho-
