— 498 —
kjær Søsteren min!“ Hun hørte det ikke da heller, men spurgte: „Hvad er det, min Broder siger nu?“ „Aa nu siger han, du skal kaste ud Guldægget dit,“ svarede Havfruen. Saa raabte Gutten om en Stund igjen: „Vogt dig vel for Veir og Vind, kjær Søsteren min!“ „Hvad siger min Broder nu?“ sagde hun, og Havfruen svarede, at han sagde hun skulde kaste i Vandet Guldnøstet sit. „Ja naar min Broder siger det, saa maa jeg vel,“ sagde hun. Det varede lidt, saa raabte han: „Vogt dig vel for Veir og Vind, kjær Søsteren min!“ Og da hun spurgte, hvad han sagde, svarede Havfruen, at han sagde, hun skulde kaste ud Hunden sin. „Det gjør jeg nødig,“ sagde hun; men hun turde ikke Andet. Da han fjerde Gang raabte til hende: „Vogt dig vel for Veir og Vind, kjær Søsteren min!“ sagde Havfruen til hende: „Nu siger han, du skal hoppe udi selv.“ „Ja naar min Broder befaler det, saa maa jeg,“ sagde hun og sprang i Vandet. Da de saa kom til Lands, kom Kongen og alt hans Folk dem imøde for at see, om hun, Kongen vilde have til Dronning, virkelig var saa vakker, som Gutten havde sagt; men da havde Havfruen sat sig istedetfor den Rette, og da nu Kongen fik see dette stygge Trold, blev han fælt sindt paa Gutten, som han troede havde løiet for ham, og lod ham kaste i Ormegaarden. Kongen vilde dog ikke tage sit Ord tilbage; han tog Havfruen med sig til Slottet og holdt Bryllup med hende. Om Thorsdagskvelden — det var nok saa først i Ugen, de kom der — da Kokken havde lagt sig og det lyste lidt af Gløderne paa Skorstenen, kom der ind i Kjøkkenet et Fruentimmer, der var saa deiligt som den Deiligste i Verden; hun gik til Tallerken-Hylden, tog et Tinfad ned, og det kjæmmede hun sit Haar over, saa Guldet dryssede ned derpaa. Da hun det havde gjort, tog hun op en Guldharpe, som hun begyndte at spille paa, og en Hund, hun havde med, greb et Guldbæspetræ og dandsede med. Da de havde dandset en Stund, sagde hun: „Hvor langt lider det nu, min Pæris?“ „Nu galer Tuppen første Gang,“ sagde han. „Vi kan være en Stund til,“ sagde hun, og saa begyndte han Pæris at dandse med Hæspetræet igjen, heelt til Tuppen havde
