— 497 —
Ormegaarden og pines; kommer jeg her 2 (1) Gange til, saa kommer jeg her aldrig mere. Tutetutetu!“ Tredie Nat fik Indlæggen Hellen af Benene paa hende, og saa stod hun der lige saa vakker som før. Hun blev da Dronning, og Stedmoderen og hendes Datter bleve kastede i Ormegaarden i Hans’s Sted.
2. Fra Soløer have vi følgende Variant: Anden i det kolde Vand. Det var to Sødskende, en Gut og en Gjente, som ingen Forældre havde; de boede i en liden Stue, langt borte etsteds i Skoven. Engang kom en Konge, som gik paa Jagt der, til dem; det var bare Gutten, som var hjemme da; han sad og skar ud Billeder. „Hvem skjær du Billeder efter?“’ sagde Kongen. „Aa, det er efter Søster min.“ svarede Gutten. „Har du saa vakker Søster?“ spurgte Kongen. Ja, skulde hun ikke være saa vakker, saa“ — meente Gutten. „Ja, da maa du bringe hende til Kongsgaarden i Morgen den Dag; jeg vil have hende til Dronning,“ sagde Kongen, Da nu hun kom hjem igjen og fik høre dette, blev hun reent forskrækket. Hun kunde slet ikke faae i Hovedet sit, at Kongen vilde have hende til Dronning; men hendes Broder gav sig ikke, førend han fik hende med sig, og de lavede sig da i Veien. De vare saa fattige, saa det var blot tre Ting, de syntes var saa lige, at de kunde tage dem med sig; det var et Guldhæspetræ, et Guldnøste og et Guldæg; en liden Hund, som hedte Pæris, toge de ogsaa med. De gik da ned til Søen; men de maatte paa hver sin Baad; de kunde ikke rummes i een. Gutten tog det Løfte af hende, at hun maatte gjøre Alt, hvad han befalede hende. Da de kom ud paa Søen et Stykke, raabte han: „Vogt dig vel for Veir og Vind, kjær Søsteren min!“ „Hvad er det min Broder siger?“ sagde hun; de vare saa langt fra hinanden, saa hun ikke kunde høre det. Da var der kommen en Havfru, som havde sat sig imellem dem, og hun svarede hende: „Han siger, du skal kaste ned Guldhæspetræet dit i Havet.“ „Ja, naar min Broder befaler det, saa maa jeg,“ sagde hun og kastede det udi. De seilede da en Stund, saa raabte han til hende igjen: „Vogt Dig vel for Veir og Vind,
Norske Folkeeveatyr. 32
