— 495 —
svarede beentud nei; men saa blev Kongen syg af bare Kjærlighed og blev liggende til Sengs, og saa maatte Prindsen give sit Samtykke. Da de skulde reise til Kirke, kjørte nu Kongen foran i sin Vogn; men da Prindsens Vogn kom frem for Døren, vilde Bukketøsen slet ikke sætte sig op i den; Prindsen skulde sætte sig bag paa Bukken med hende, ellers reiste hun ikke til Kirke, sagde hun. Den Stakkels Prinds maatte da ogsaa finde sig heri. Som i Hovedfortællingen beder han nu Bukketøsen tale, og spørger først, hvorfor hun rider paa den stygge Bukken, dernæst hvorfor hun skulde være saa slet pyntet og sidde med den stygge Sleven i Haanden, og eftersom han gjør sine Spørgsmaal, forvandles Bukken, de sidde paa, til en Vogn med deilige Heste for, og hun til den deiligste Prindsesse. I sin Glæde vilde nu Prindsen vide, hvorledes Alt dette gik til, og nu forklarede Prindsessen ham, at Troldkonen var bleven vred paa hendes Moder, fordi denne havde spiist af den hvide Blomst, som var voxet op under Sengen hendes, og havde sat den Straf, at Barnet, hun fødte skulde være saa stygt og fælt og ride paa en Buk, til en Prinds vilde have hende til Dronning og reise til Kirke med hende.
55 (57) Bruskebruden.
Hovedfortællingen er sammentrukken af tvende fra hinanden lidet afvigende Traditioner fra Thelemarken. Den, der væsentlig er lagt til Grund, er fra Sillegjord. I denne kaldes Hunden „Lille Kaværn,“ i den anden „Putte.“ Eventyret har stor Udbredelse. Foruden de Steder, hvorfra Varianter nedenfor indtages kjendes det i Hallingdal, Gudbrandsdalen, Østerdalen, paa Ringerige, o. a. St. At dette Eventyr egentlig er en anden selvstændig Udvikling af samme Grundtanke, som gaaer gjennem „Manddatteren og Kjærringdatteren,“ seer Enhver let. Somme Steder forbindes begge Eventyr til et, som
1. i Beindalen i Valders, hvor Fabelens Gang er denne: Manddatteren og Kjærringdatteren sidde og spinde ved Elven, og Manddatteren kastes udi. Hun kommer ned paa en Eng, gaaer bort-
