— 494 —
jeg ogsaa være; jeg er ligesaavel et kongeligt Barn, jeg, som hun,“ sagde Bukketøsen. Da Forældrene ikke paa nogen Maade kunde faae skilt Søstrene fra hverandre, vare de meget bedrøvede, og da Børnene vare 12 Aar gamle, besluttede de at see at blive af med dem begge to. Da lod de gjøre en stor Tønde, som de satte begge Pigebørnene ind i, forsynede dem med Mad og Drikke, spigrede Tønden til og kastede den ud paa Søen. — Nu drev Tønden langt, langt bort og kom omsider til et fremmed Kongerige; der flød den ind til Lands tæt nedenfor Kongsgaarden. Her stødte Bukketøsen Hul paa den med Sleven sin; de krøb begge ud og gik op i et lidet Huus, som stod for sig selv paa Strandkanten; der skulde Søsteren blive igjen, medens Bukketøsen gik op i Kongsgaarden efter Mad. I Kjøkkenet traf hun Kokken. „Giv mig Mad til mig og Søster min; vi ere ligesaavel kongelige Børn vi, som de her,“ sagde hun. Hun fik noget Mad, men alle Tjenerne i Kongsgaarden bleve reent forskrækkede over det stygge Trold, som sad paa Bukken, og saa spurgte de, om Søsteren var ligesaa fæl og styg, og vilde see hende ogsaa. „Nei, hende faae I ikke see. Hun er saa deilig, at Øinene sprang ud af Hovedet paa Jer, fik I Lov til det,“ sagde Bukketøsen. Ligeeens gik det næste Gang, hun kom op paa Slottet. Men saa fik Prindsen høre Noget om dette, og da hun tredie Gang kom efter Mad, listede han sig efter hende til Hytten, hvor hun boede. Han skottede ind igjennem Vinduet og blev reent forundret, da han saa den deilige Prindsesse derinde; han gik ind og bad hende følge med op i Kongsgaarden. Men Bukketøsen svarede: „Hun skal ikke følge Dig, uden jeg ogsaa faaer være med. Hvor min Søster er, vil jeg ogsaa være. Jeg er ligesaavel et kongeligt Barn, jeg som hun.“ Prindsen tog dem da begge med sig. Kongen var Enkemand, og han blev saa forelsket i Søsteren, strax han saa hende at han friede til hende paa Timen og vilde have hende til sin Dronning. „Ja,“ svarede Bukketøsen, „faaer jeg Prindsen, skal du faae min Søster; jeg er lige saa vel et kongeligt Barn, jeg, som hun.“ Det kan man nok vide, Prindsen ikke var videre glad i, og han
