før havde han faaet Biden i Munden, saa glemte han baade Mestermø og at han skulde kjøre efter hende. „Jeg mener, jeg er gal. Hvad skal jeg med Hestene og Vognen?” sagde han og saa satte han ind igjen Hestene paa Stalden og blev med dem ind i Kongsgaarden, og nu blev det saaledes, at han skulde have Søsteren til Bruden, hende som havde trillet Æblet til ham.
Mestermø sad ved Søkanten og ventede i syv Lange og syv Brede, men ingen Kongssøn kom der. Saa gik hun da derfra, og da hun havde gaaet et Stykke, kom hun til en liden Stue, som laa for sig selv i en Skovhage tæt ved Kongsgaarden; der gik hun ind, og bad om hun ikke kunde faae Lov at være der. Det var en gammel Kjærring, som eiede Stuen, og et sindt og arrigt Trold var hun ogsaa; i Førstningen vilde hun slet ikke lade Mestermø faae blive hos sig, men langt om længe skulde hun da for gode Ord og Betaling faae Lov alligevel. Men stygt og svart var det derinde som i en Grisesti, derfor sagde Mestermø, at hun nok vilde pynte lidt, saa det kunde komme til at see ud som hos andre Folk derinde ogsaa. Det led heller ikke den gamle Kjærringen, hun gren og var sindt; men Mestermø brød sig ikke om det; hun tog frem Guldskrinet sit og slog en Halvsætting eller saa bort i Varmen, saa at Guldet frasede ud over hele Stuen, og saa blev den forgyldt baade inden- og udenpaa. Men med det samme Guldet begyndte at frase, blev den gamle Kjærringen saa ræd, at hun satte ud, som om den Slemme selv var efter hende; saa kom hun ikke i Hu at bukke sig i Døren, og saa brød hun Hovedet af sig i Dørkarmen.
