frfcANKfcIGES SibSTE KEISÉRINDE
63
lykkedes det hende kke engang at drage Frank riges legitime adelsfamilier til sig. Hun forstod ikke legitimisterne. Hun fattede ikke, at deres urokkelige kjærlighed til »le royt. var en del af deres arv, deres bedste overbevis ning, og at dyrebare minder var knyttede til den gamle konge-æt. Men hun beundrede deres tro skab og gjorde de ihærdigste skridt for at lokke hertuginderne og marquiserne fra Faubourg Samt Germain til sit nydannede hof. Men de var altfor stolte til at bøie knæ for spa nierinden. I Bourbonernes tid havde de villig og gjerne kysset tronens fod; Eugénie, en bourbonsk sidelinjes undersaat, der havde bemægtiget sig plads paa deres kongers trone, fik følelig merke, at enhver tilnærmelse vilde blive afvist med kul de og foragt. Sammenlignet med den dybe smerte, som hun senere i livet skulde rammes af, var disse ydmy gelser intet; men i forhold til hendes forfængelig hed og til den stilling, som hun indtog, var de bitre nok. De legitime adelsfamiliers tilbageholden hed hørte, da hun stod paa magtens tinde, til de skarpe torne, der var flettede ind i hendes keiser diadem. Viste det sig stedse lige umulig at overtale den gamle adel til at sætte foden indenfor de mure, hvor spanierinden var vertinde, lærte fremtiden til gjengjæld, at Eugénie var istand til at over vinde alle vanskeligheder, hvor det gjaldt at til tvinge sig respekt hos Europas fyrstelige familier. Krimkrigen (1854—56) fremhjalp paa en uven tet maade dette hendes formaal. Frankriges seire
