Side:Eugénie Frankriges sidste keiserinde.pdf/64

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

62

EUGÉNIE

aldeles forskjellige fra de forhold, som hun nu er traadt ind i. De mindste, übetydeligste fyrstinder eiede det, som hun manglede. Deres høie herkomst forekom hende som den høieste lykke. Hun forglemte, at fædrene, som de var saa stolte af, ofte havde kjøbt sin storhed gjennem folkenes taarer og gjennem strømme af blod. Hun forglemte, at den tid er forbi, da man saa op til konger som til halvguder, og da monarkerne kunde hengive sig til de værste udskeielser og dog blive tilbedte af sit folk. Hun forglemte, at det, som man nu søger hos sin fyrste, det, man beundrer og elsker hos ham, er et uplet tet liv og ædle menneskelige egenskaber. Hvad hun huskede var kun dette ene: de eiede, hvad hun ei besad. Den gode, aandrige, skjønne Eugé nie vilde, om det havde været muligt, have bort byttet sin aandfuldhed mod deres dumhed, sin alt beseirende skjønhed mod deres übetydelighed, sit overmaal af hjertevarme mod deres indsnevrede livssyn blot for at faa den legitime herskerret. Men da hun aldrig vilde være istand til at op naa denne, da hendes fortid altid vil forfølge hende, hendes fødsel altid blive fremdraget som et vaa ben mod hende, blev det hendes hedeste higen at se medlemmer af de gamle herskerhuse som gje ster i sit slot. For nogle korte timer vi]de hun bringe dem til at glemme hendes herkomst, — et tarveligt surrogat for at være dem lige! Det faldt hende dog ingenlunde let at faa dette ønske opfyldt. Alle fyrster og fyrstinder holdt sig i begyndelsen forsigtig borte fra Paris. Tiltrods for stadig gjentagne og meget indtrængende forsøg