FRANKRIGES SIDSTE KEISERINDE
61
hun bedre end de fleste af sine forgjængerinder forstod at lænke de bevægelige parisere til sin triumfvogn. Eugénie vilde imidlertid, at ikke blot Frankrige, men hele Europa skulde hylde hende. Hun vnlde, at prinsesserne, der havde rynket paa næsen af parvenuen, og fyrsterne, der haanlig havde smilt, naar de nævnte mademoiselle Montijo, skulde bøie sig i støvet, hvor de før havde spottet. At hun ikke var af kongelig byrd var det saare punkt i hendes sjæl. Hun misundte fyrstedøtrene, der sad i glorien af sin nedarvede værdighed. Hun elskede legitimeteten dobbelt lidenskabelig, med dobbelt glødende udholdenhed, fordi den .var det eneste, som hun aldrig kunde faa. Som borgerdatteren, der gjennem egteskab skaf fer sig adgang til adelskredsen, ved skjønhed, god opdragelse og beregnet forsigtighed er istand til at vække beundring og til at stille adelsmandens datter i skygge, saaledes havde Eugénies ynde og fine takt hævet hende op i rækken blandt Euro pas feirede herskerinder. Men ligesom borgerdatteren i disse nye kredse upaatvivlelig vil møde noget, som hun hverken helt forstaar eller helt formaar at tilegne sig, saa ledes følte Eugénie, at noget manglede hende, fordi hendes fortid var ganske anderledes end de andre fyrstinders. Borgerdatteren har ikke vandret paa den jord, som hendes slegt i aarhundreder har eiet, mindet om hendes ahner har ikke fulgt hen de skridt for skridt; Frankriges keiserinde er ikke født i purpuret, og hendes barndoms indtryk er
