FRANKRIGES SIDSTE KEISERINDE
59
riges keiserinde. Udsprungen fra en familie, der var fornem, men ikke fyrstelig, og om hvis nær meste fortid en mængde dunkle rygter var i om løb, skulde hun støtte en trone, som nylig var ble ven gjenreist, og som endnu vakiede. Hun skulde opmuntre kunstindustrien og opretholde den fran ske hovedstads gamle ry som smagens og elegan cens arnested. Skjønt hun ikke var opdraget til at bære kronen, skjønt hun var livlig og vant til et frit og muntert liv, og skjønt hun hovedsagelig var omgivet af kvinder og mænd, der manglede kjendskab til de gamle hoffers former, skulde hun endelig fastholde etikettens fordringer uden at give anledning til kritik. Alverden ved, at hun studerede toilettet med en iver, et alvor, en vigtighed, som om moden var en guddom og hun dens første præstinde. Mindre bekjendt tør det være., at de enkelte former for den glimrende pragt, som dynastiet udfoldede, ofte var udtænkte af hende, og at udvalget af gjester, der skulde indbydes til de keiserlige soi réer, blev gjort under hendes personlige ledelse. Det hændte endog, at høitstaaende damer, der var inviterede til Tuilerierne, blev viste ud, naar deres dragter ikke behagede majestæten. Ingen nation er høfligere end den franske; men spanieren har en varmere, mere ærbødig hens s fuldhed, der minder om en svunden tid. Opdraget i den spanske grandezza, men fuldt fortrolig med de lettere franske omgangsformer, var det Eugénie en tilfredsstillelse at paatrykke hofcirkelen dette stempel af ynde og finhed. Hendes smag og op findelsesevne blev mønster for det hele land. Hun
