Side:Eugénie Frankriges sidste keiserinde.pdf/59

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

FRANKRIGES SIDSTE KEISERINDE

57

tionsevne, fremkom det, som hun sagde, næsten altid paa en heldig maade og til heldig tid. Sjelden har vel to personligheder fundet hinan den, der har passet bedre for hinanden end Na poleon og Eugénie. Og meget sjelden har en for bindelse, knyttet af kjærlighed, vist sig mere stem mende med fornuftens bud. De havde mødt hinanden og elsket hinanden i ungdommen. Hun havde troet paa hans stjerne, medens andre smilte af drømmeren. Hun bliver keiserinde med en herskerindes magt og ansvar; men hun glemmer ikke, at det er ham, hun kan takke for denne stilling, at hendes magt er vokset frem af hans! Hendes triumfer, den glans, der om giver hende, alt skylder hun ham. I samme for hold, som følelsen af hendes egen værdighed stiger, stiger hendes kjærlighed, hendes beundring for ham! Han har i verdens øine gjort et skridt nedad ved valget af sin brud. Det bliver hendes stræben at vise verden, at »eventyrersken«, som hun kaldes, kan tjene dynastiet bedre, end om hun havde væ ret født nær en kongetrone. — Eugénie elskede hvad der var smukt, ridderligt, heltemæssigt og usædvanligt. »Jeg er i familie med Cid og med Don Quixote,« plejede hun at sige. »Jeg vil heller, at man skal tale ondt om mig, end at man slet ikke skal tale om mig. Jeg vil, at offentligheden skal beskjeftige sig med mig!« havde Ludvig Napoleon udraabt i den tid, da hans forsøg paa at gjøre statsomveltning kun vakte lat ter og medlidenhed. Allerede den gang havde han studeret det franske folk, allerede dengang vidste han, at forfængeligheden er nationens svageste side.