FRANKRIGES SIDSTE KEISERINDE
41
gen i Paris, som samtidige korrespondenter til an dre blade udtaler sig ganske i samme aand: »Det er ikke et sligt giftermaal,« heder det, »som de, der har sluttet sig til keiserens politik, og kei serens tjenere og personlige venner har ønsket. En diplomatisk forbindelse kunde have havt politiske grunde og frembudt politiske fordele. En forbin delse med en fransk dame vilde have gjort et hel digt indtryk paa folket. Ved et saadant giftermaal vilde keiseren enten med storhed og glans være traadt ind i suverænernes familie, eller han vilde, som udgaaet af den nationale suverænetet, paa nyt høitidelig have beseglet sin forbindelse med folket. Et egteskab med en spansk dame stemmer derimod aldeles ikke med landets følelser. Det kan kun forklares ved personlig lidenskab. Men hove det for en stor stat som Frankrige, der vil grund lægge et nyt dynasti, bør have alvorligere tanker og høiere synspunkter end at tilfredsstille et lune og hylde en ung dames skjønhed.« Tilfredse og lykkelige var egentlig kun tre per soner: Eugénie, hendes moder og keiseren. »Hun har aand for to og mod for ti,« sagde Na poleon om sin forlovede. Og da han, faa dage ef ter at aviserne havde offentliggjort begivenheden, modtog statsraadet, senatet og den lovgivende for samling, udtalte han: »Idet jeg meddeler Dem min forestaaende for mæling adlyder jeg folkeviljen, der er ble /en aaben baret mig saa ofte. Det egteskab, jeg slutter, stem mer ikke med de gamle, politiske traditioner, og dette betragter jeg som en fordel. Fortidens eksem-
