Side:Eugénie Frankriges sidste keiserinde.pdf/39

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

FRANKRIGES SIDSTE KEISERINDE

37

Sagen var nu at udnytte de beleilige øieblikke: Ved alle anledninger stræbte hun at komme i hans nærhed, ved alle leiligheder søgte hun at stille sin skjønhed i den mest maleriske belysning, og til alle fester udtænkte hun de mest forførende toi letter. Hun var saa ganske anderledes end de kvin der, som Napoleon havde mødt i den seneste tid, at hun hurtig igjen erobrede pladsen i hans drømme. Han havde kun øie for hende. Voldsomheden i hans lidenskab stod i fuldstændig modsætning til hans ellers saa kloge beherskelse, og den vakte hans omgivelsers høieste forundring. Dog tænkte ingen, at hans forelskelse vilde føre til et egteskab. I begyndelsen tænkte han neppe heller selv paa denne mulighed.*) Tidligere, i sin fattigdom og landflygtighed, havde han langtfra anseet det for urimeligt at hente en hustru udenfor fyrstindernes kreds. Under de saa forandrede forhold, medens han uafbrudt friede til prinsesser, lod han Eugé nie vide, at han vilde betragte det som en lykke at blive hendes elsker.

  • ) Man har fra enkelte sider søgt at bevise, at Napoleon, da han mødte Eugénie i Paris, straks besluttede at

hæve hende op paa tronen. Men den kjendsgjerning, at han umiddelbart før sit giftermaal vedblev at fri til prinsesser, modsiger denne antagelse paa det bestemteste. Naar saaledes madame Carette, der forøvrig først adskillige aar senere kom til hoffet, i sine erindringer søger at give det udseende af, at Napoleon og Eugénie i stilhed var forlovede flere maaneder inden han opnaaede keiserværdigheden, beror dette enten paa en Forvanskning af det ovenomtalte samvær mellem prinsen og grevinden i London, eller det bør betragtes som en elskværdig fantasi af en hengiven veninde.