FRANKRIGES SIDSTE KEISERINDE
33
havde elsket sin niece med moderlig ømhed, havde imødeseet forbindelsen med glæde; og det i enhver henseende passende parti var bleven billiget i et bonapartistisk familieraad. Men prinsens første overilede forsøg paa at erobre sin onkels trone kuldkastede planen. Mathilde egtede 1841 millio næren Anatole Demidoff, fyrste af San Donato, fra hvem hun blev separeret efter faa aars barn løse og ulykkelige samliv. Syslende med skjønne kunster beboede hun efter skilsmissen en villa nær Paris. Men neppe var hen des fætter bleven præsident, før han kaldte hende ind til hovedstaden. Hendes ungdoms elskede havde, siden de sidst mødtes, ført et eventyrligt og et meget letsindigt liv. Den sværmeriske følelse, der i Arenenberg hav de draget hjerterne mod hinanden, var længst dun stet bort. Dog var et roligt, urokkeligt venskab bleven tilbage; og for anden gang tænkte Napo leon paa at egte Mathilde. En forening mellem disse to var Bonapartister nes kjæreste ønske. Dets opfyldelse strandede paa kirken, som ikke vilde løse egteskabet med Demi doff; og prins-præsidenten saa sig nødsaget til at søge andetsteds efter en livsledsagerinde. Han forhørte sig uden held om en slegtning*af det russiske keiserhus og fik afslag hos en spansk prinsesse og en portugisisk hertuginde; thi hvor tillokkende det end maatte være at blive hersker inde i Frankrige, havde fyrstedøtrene liden lyst til at lægge sin fremtid i eventyrerens haand. Man henledede hans opmerksomhed paa den fattige, Clara Tschudi: Eugénie.
3—4
