FRANKRIGES SIDSTE KEISERINDF
31
Hans valg fremkaldte lange og heftige debatter i nationalforsamlingen, og hans venner begyndte at frygte for hans sikkerhed, dersom han blev i Paris. Vendt tilbage til London sendte han derfor nationalforsamlingen en skrivelse, hvori han be tonede, at »den fiendtlige maade, paa hvilken den udøvende magt hav de stillet sig ligeoverfor ham, gjorde ham det til pligt at afslaa en udmerkelse,' som man troede vundet ved rænker«. Denne vel beregnede tilbageholdenhed i forbin delse med en utrættelig fortsat iver for at vinde vælgerne, oparbeidede stemningen endnu mere til gunst for ham. Ved de nye valg, der fulgte juni oprøret, kaarede folket anden gang Ludvig Napo leon til repræsentant for Paris. Efter en treti-aarig landflygtighed ilede han nu med at tåge sæde i den forsamling, hvorfra han faa maaneder senere (den tyvende december) blev hævet op til repu blikens præsident. Omtrent samtidig med Napoleon havde Eugénie og hendes moder forladt London. Sommersæsonen 1849 tilbragte de spanske grevinder i Spa, den paafølgende vinter saa man dem dels i Brussel, dels atter i Madrid; og hvorsomhelst damerne viste sig, var de omringede af beundrerskarer. Men medens prinsen raskt og bestemt nærmede sig Frankriges trone, var Eugénies blikke, trods reisetummelen, rettede mod Paris. Med spændt op merksomhed iagttog hun Napoleons stjernes sti gen; og kort før statskuppet brød hun op til den franske hovedstad.
