FRANKRIGES SIDSTE KEISERINDE
29
at prinsen allerede dengang skal have følt sig dra get mod den spanske grevinde, der — endnu halvt barn — kom' ham imøde' med en violkrans i haa ret. Sikrere er det, at de traf hinanden senere, un der et ophold i London (1847—48), kort efter at moder og datter havde forladt hoffet og Madrid. Hvad var naturligere end at Napoleon og Eu génie, naar de fandt hinanden, maatte passe sam men og forståa hinanden: Begge afledede sin her komst fra ædle slægter; begge nærede en liden skabelig kjærlighed til ry og glans. De havde begge en beslægtet evne til begeistring for store ideer og en udholdende higen mod de maal, som de havde sat sig. Begge var de rige paa haab, men fattige paa virkelighed; thi skjønt modige og med klippe fast tro paa en fremtids muligheder var begge even tyrere. Ludvig Napoleon blev snart fortrolig med Eu génie, og han skal, efter sigende, paa dette tids punkt have tilbudt hende sin haand. Men hans fremtid laa taaget og usikker, endnu var han kun den forgjældede, fattige prins; og han var desuden bekjendt for sit vilde liv. Eugénie var klog nok til foreløbig at give af kald paa at blive prinsesse. Men hun var sang vinsk nok til at tro, at hendes ærgjerrige elskers drømme turde blive virkelighed. Hun vilde der for reservere sig den plads i hans taknemmelig hed, som hun allerede eiede i hans kjærlighed. Hun skal ved afskeden have tilskrevet ham følgende brev:*)
- ) Dr. Max Ring: »Die Napoleoniden und die Frauen.«
