Side:Eugénie Frankriges sidste keiserinde.pdf/28

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

26

EUGEN IE

og nciici iKKe mindre lidenskabelig; men fremfor alt er det ogsaa hendes ønske at arbeide sig op ad om nødvendigt skridt for skridt. Stillet paa samme plet og behersket af de samme omstændig heder som moderen, vilde hun sandsynligvis have handlet næsten paa samme maade som hende. Næsten paa samme maade, — og dog ikke gan ske! Hun har faaet hendes energi i arv, hun har indsuget hendes theorier, og hendes hoved er visse lig ikke mindre fyldt med drømme om storhed. Men hendes sanser er mere beherskede; thi i sin stolthed — en arv efter faderen — har hun et værn mod sit lykkehungrende hjerte. Fra denne fader, den ridderlige spanske officer, har hun arvet en begeistret nationalstolthed og en personlig stolthed, der næres ved forvisningen om, at hendes slegt hører til de store blandt et folk, som i hendes øine er det tapreste, det herligste paa jorden. Fra ham har hun arvet det mod, som hun ved saa mange leiligheder har lagt for dagen: det mod, der som ung jog hende op paa usadlede heste, der som keiserinde førte hende ind i kolera smittede hospitaler, der under krigens farer lod hende staa fast paa sin post og endelig som enke og barnløs har forlenet hende det høieste mod — taalmodet! I barndommen sendt bort fra hjemmet vil Eu génie neppe have været uvidende om, at forholdet mellem hendes forældre ikke var det bedste. Hvor vidt hun har tilskrevet moderen den skyld, som hun visselig fortjente, eller hun, paavirket af det inderlige samliv, har været tilbøielig til at antage, at der ogsaa var skeet hende nogen uret, derom