24
EUGENIE
deiser, hvis hulhed hun følte, begyndte hun at hige mod nye virkefelter, mod et bedre, mere frugt bringende liv, mod et ideal, som troen bød hende. Hun kj endte ikke den blege, rystende frygt for synd og død, men hun troede blindt paa den ka tholske kirkes storhed. Livet forekom hende saa usselt, saa jammerligt, saa fuldt af elendighed, at den blotte tanke om at forsage verden bragte hen de Undring. Moderkirken aabnede sine arme for hende; hun vilde søge ind i dens skjød. Ikke som en naadetørstende asket, men som en freidig kjæm per, der er rede til at ofre sine nydelser, sin livs glæde, alt for en stor idé, og som i troen paa Kri stus — den modige og kjærlige stridsmand — fin der kraft til at ofre sit liv for de fattige, de syge, de betrængte og ulykkelige! Det berettes, at da Eugénie traadte ind i klo steret for at aflægge det hellige løfte, kom en gam mel, halvt vanvittig nonne hende imøde. Hun stan sede, betragtede hende med sit sløve blik og raabte saa pludselig: »Min datter! Søg ikke ly bag vore mure! Du er kaldt til at pryde en trone !« I den religiøse ekstase, hvori den unge pige be fandt sig, maatte disse ord gjøre et dybt indtryk. Nonnens udraab syntes hende en røst fra oven; det forekom hende, som om det var forsynet selv, som ved denne leilighed havde talt! Grevinde Mon tijo bestyrkede hende i forvisningen om, at kir ken havde indviet hende til livet; og istedetfor at begrave sig i et kloster begav moder og datter sig atter til fremmede lande. Med det bevægede liv, som hun nu traadte ud
