FRANKRIGES SIDSTE KEISERINDE
23
hensynsfulde, forsagende kjærlighed, som nonneme viste, og som stod i en saa skjærende modsætning til det, som hun havde seet i forældrenes splittede hjem, havde berørt den lille pige som et pust af fred og lykke. Kirken havde siden den tid staaet for hende som en ø, hvor den i livet skibbrudne kunde ty ind og søge hvile. Nu, under de larmende fester, følte hun mere og mere tomheden, der omgav hende, og tomheden i sit eget indre. Hun blev greben af en inderlig længsel efter religionen; til den søgte hun hen, til den klamrede hun sig fastere og fastere! Medens man om eftermiddagen saa hende sprænge afsted gjennem Madrids gader og om aftenen saa hende som den entusiastiske tilskuerinde i cirkus, kunde man tidlig hver morgen finde hende paa knæ i kirken, hensunken i brændende bøn. Halvt tilsløret, indhyllet i sin rige mantille, vakte den fromme bedende ikke mindre beundring end den emanciperede rytterske, den kokette verdens dame og tyrefegterens lidenskabelige beskytterinde. For hende selv betegnede kirkebesøgene imidler tid noget mere end lyst til at vække opmerksom hed: det var en overmættet nydelseshigen efter tilfredsstillelse for hjertet, og forfængelighedens higen efter at reservere sig en plads, hvor hendes forsagelse kunde blive beundret, naar hendes skjøn hed var forsvunden og skjønhedens beundrere med den. Af ondskabsfulde rygter og sin egen uforsigtig hed dreven væk fra sin tjeneste ved hoffet, be toges hun af lyst til at flygte helt bort fra dette løgnens og bagtalelsens samfund. Træt afadspre
