FRANKRIGES SIDSTE KEISERINDE
17
selv paa tronen — vil der have været øieblikke, hvor hint tilsyneladende længst lægede såar glimt vis brød op for at minde hende om ungdomstidens pinsler. Eugénies selvmordsforsøg var mislykket. Men fra feberfantasierne kaldt tilbage til virkeligheden laa nye kvaler ventende paa hende: Hver dag maatte hun være vidne til søsterens lykke. Hun forstod næsten ikke, hvordan hun formaaede at bære den vemodblandede medynk, som hendes nær meste viste hende, og visheden for, at hendes svo ger anede hendes hemmelighed. Hendes sundhed bedredes langsomt; men da hun endelig blev erklæret udenfor fare, var helbredel sen ikke fuldstændig. Hendes nervesystem var svstkket. En let skjælven, en nervøs glippen med øienlaagene, der aldrig helt forlod hende, pludselig melankoli, angst, som kunde overfalde hende midt under fester, anfald af krampegraad, naar noget smertelig bevægede hende, kan tilskrives giften, som hun havde nydt i sin ungdom. Endnu dybere merker satte begivenheden i hen des karakter. Den unge pige med det bly, tilbageholdne væsen blev en eksentrisk, udfordrende kokette, som i en hvirvel af adspredelser søgte glemsel for, hvad hun havde lidt. Med utilfredsheden, som ikke lod sig kue, voksede der aergjerrighed og forfængelighed frem. Nu vilde hun overalt være den første, den smukkeste, den eleganteste, den mest beundrede. Som barn havde hun foretrukket gutters legems øvelser for smaapigernes stilfærdige sysler. Som fuldt udviklet kvinde blev hun en mester i rid
