FRANKRIGES SIDSTE KEISERINDE
13
II
/ ungdomstiden. Efter sin mands død blev grevinde Montijo en dame af politisk betydning. General Narvaez var paa den tid Spaniens mægtigste mand. Han for maaede ligesaa lidt som de mange andre at mod staa grevindens skjønhed og aandfuldhed, og man paastaar, at han var hendes elsker. Madrids stor mænd kappedes om at søge adgang til hendes søn dagsmodtagelser; den høieste adel, medlemmerne af Cortes, de udenlandske diplomater samt frem trædende personiigheder inden kunst og videnskab mødtes i hendes såloner. Somrene tilbragte hun med sine døtre paa sit gods Carabanchel, som gjennem slegtled havde til hørt hendes mands familie. Tiltrods for hendes letsindige eventyr, som langt fra var forbleven ukjendte, var grevinden meget afholdt i Madrid, hvor man kaldte hende »en kvin de med hoved og hjerte«. Man vidste om hende, at hun var sine venner en trofast ven. Glade og hengivne skarer fulgte hende hver sommer ud paa landet. Imødekommende og fuld af munterhed, som hun var, blev selskabslivet hos denne vert inde altid vekslende og livfuldt. Hun elskede mu sik og spillede udenad alle operaer, som paa den tid var i mode. Hun var en flittig theatergjænger, indbød sangere og skuespillere til sig og lod op føre operaer paa sit landlige privattheater. Hun kj endte nøie den franske literatur ligesaavel som
