varmt i Haanden inde paa Lageret i Ettermiddag — huf, hun havde vist været altfor munter, og drukket mer end hun skulde. Hun blev hed, naar hun husket paa at hun havde taget den Nøglen som hang ved Bagdøren og gaat ud lige for Næsen paa dem; — det blev frygtelig flaut at træffe dem igjen i Morgen.
Ret som det var begyndte hun at føle sig sulten. Hun havde ingenting spist siden Middag. De kunde jamen gjerne sætte af lidt Mad til hende naar de skjønte hun ikke kom hjem. Kanske der stod noget henne paa Buffeten?
Hun sprang op og gik i bare Linnedet omkring og ledte. Nei da, ikke Spor. Kunde de ikke bare sat ind et Par skaarne Smørogbrød og lidt Melk? Hun var næsten paa Graaden. Men der var altsaa ingen Raad med det, hun maatte lægge sig med det hun havde.
Og saa begyndte Tankerne paany.
— Egentlig skulde hun fortælle Chefen hvordan de bar sig dernede i Forretningen, det havde været hendes Pligt. Chefen, som var saa hyggelig! — Han var nok lidt streng; han forstod at holde Styr baade paa lange Tobiassen og den ækle Hansen med de røde Labberne ; og det var derfor de harcellerte ham ogsaa, — kaldte ham „Linerla” fordi han trippede — — — — de Toskerne; han gik netop nydelig, gjorde han, saa let og fint som en Dame —— ; og skjønt han var streng, var
