Hvad kom hans Kulde hende ved? Med sine Kærtegn og ved sin Ømhed skulde hun nok faa forjaget Skyerne paa hans Pande.
„Hvorfor er du ikke kommen før“ spurgte hun mildt bebrejdende. „Jeg har ventet saadan paa dig.“
Andrey nænnede ikke at sige hende, hvor haardt han havde kæmpet med sig selv for at ruste sig til denne Gang.
„Du har vel haft saa meget at gøre?“ spurgte hun.
Han nikkede tavst, og saa stod det pludselig klart for hende, at Sagen nærmede sig sin Afslutning, og at dette var deres sidste Møde. Hun bøjede Hovedet og tav stille; men Andrey begyndte nu i en rolig forretningsmæssig Tone at fortælle alle Enkeltheder ved Attentatet, som om det var det mest naturlige og behagelige Samtale-Emne for dem begge. Han forklarede, hvorledes de ved Hjælp af en Mængde fiffige Kneb vilde forsøge, at komme inden for den Kæde af Spioner, som omgav Czaren paa hans daglige Morgentur.
Tania hørte ikke efter hans Ord — hun saa i Forbavselse paa ham — hvorfor fortalte han hende alt dette? Han selv syntes at være træt af det hele; han talte med en monoton, klangløs Stemme, og hans Ansigt havde det samme forstenede Udtryk, som da han kom.
Det var jo ikke mer hendes Andrey! Det var en fremmed Mand! Ikke et ømt Ord, ikke et Blik havde han tilovers for hende ved denne sidste Sammenkomst!
„Aa Gud, de har jo helt forvandlet ham! — det er ikke min Andrey!“ skreg det inden i hende. Til sidst kunde hun ikke længer udholde at høre paa denne lidenskabsløse, kolde Stemme.
„Ti stille!“ raabte hun. „Hvad kommer Czaren og alle jeres Lumskerier mig ved?“
„Tania dog!“ udbrød han i maalløs Forbavselse.
Hun slog fortvivlet Hænderne sammen over Hovedet. Hvor kunde hun dog være saa grusom at tale saaledes til ham i et Øjeblik som dette?
„Tilgiv mig!“ sagde hun, greb hans Haand og kastede sig heftigt ned over den. „Jeg véd ikke selv, hvad jeg siger!“
Hun blev liggende en Stund i denne Stilling med Hovedet hvilende paa Armen af den Stol, paa hvilken han sad — hendes Haar faldt i Uorden ned over hende og skjulte Ansigtet — hun aandede tungt og hastigt.
Andrey troede, hun græd, og Synet af denne kære, brudte Skikkelse søndersled hans Hjerte. Men hvad Trøst kunde han give hende? Hvad kunde han sige, som ikke lød tomt og intetsigende