Boris saa vred og trodsig ud som en tapper Kriger, der, besejret af Overmagten, er bleven lagt i Lænker. Vasily sagde noget til Botcharov, der var den sidste i Rækken; det maatte være noget morsomt; thi et svagt Smil gled over den unge Mands Læber. Vasilys Ansigt havde ikke længer det jævne, noget sløve Udtryk, det plejede at bære.
Rolig, behersket og ophøjet sad han der og forekom Andrey at være en hel anden end den Mand, han havde kendt.
Men det er og bliver dog Kvinden, der paa et hvilket som helst Stadium i Verden bliver den dominerende! Alles Øjne var rettede mod dette ene Ansigt ved Siden af Boris. Skøn, som kun en Kvinde kan være det, med det lyse, gule Haar indrammende Hovedet som en Glorie og med en fin, blufærdig Rødmen under de mange Blikke saa Zina ned paa Mængden foran hende med et uendelig mildt, medlidende Blik. Hun søgte nogen dernede.
I Afskedsbrevet, som Andrey den Gang endnu ikke havde modtaget, havde hun skrevet, at de alle vilde være glade, hvis en af Vennerne vilde tage Plads paa et iøjnefaldende Sted undervejs, saa at de endnu sidste Gang kunde ses. Hun ventede, at Andrey vilde komme, og opdagede ham øjeblikkelig.
Der stod han, lige under hendes Fødder, med Hovedet bøjet op imod hende. Deres Øjne mødtes. — — —
Hverken den Gang eller nogen Sinde senere kunde Andrey forklare sig selv, hvad der i det Øjeblik foregik i ham, men alt blev med et Slag forandret, det var, som om der havde ligget en Trolddom i dette milde, medlidende Blik. Angst, Frygt — ja selv Vrede, Had og Sorg var glemt — maatte vige for noget, der var endnu stærkere og voldsommere, noget, som ikke var til at beskrive, og som var mere end Enthusiasme, mere end Beredvillighed til at lide alt. Det var en fortærende Længsel efter et Martyrium — en Følelse, han aldrig før havde forstaaet, men som i dette Øjeblik brød frem i ham.
At sidde deroppe imellem de fire paa Skændselens sorte Karre, surret fast til Træbænken lig hin Kvinde, hvis lyse, straalende Pande bøjede sig ned over Mængden, det var ikke Straf, ikke Rædsel! Nej, det var hellige Ønskers og skønne Drømmes Virkeliggørelse! Og idet han glemte Stedet, Mængden, Faren, alt — og kun gav efter for Øjeblikkets Indskydelse — traadte han et Skridt frem og strakte begge Hænder ud imod hende.
Han raabte ikke Ord højt, som øjeblikkelig vilde have ødelagt ham, men kun af den Grund, at Stemmen svigtede ham, — eller