underlige eventyr. Men deres sind har tat merke av det. Hvad var det? Det var tilslut bare noget de lyttet efter og som de aldrig kunde faa høre, noget de stirret efter og som de aldrig fik se,
Naar vi tænker paa de av vor egen race, som har reist længst ind i stilheten, da mindes vi to navne, Der er noget ved begges død som gjør os forsagte og eftertænksomme. Eivind Astrup og Hjalmar Johansen. Det er netop disse to mænd, der har betydd for den norske ungdom det fuldkomne i idræt, Nansen har mere været føreren og videnskapsmanden. Men Johansen og Astrup — det var idrætsungdommens idéelle skikkelser. Der er meget av en skjøn higen ved idrætten. Den unge Astrup over Nordgrønlands slette og den unge Johansen over Polarhavets ismarker viste paa den skjønneste maate, hvorlangt denne higen kan gaa og hvor høit maalene bør sættes. Men de kom begge ind i ensomheten og stilheten. De fik begge føling med det sælsomme eventyr, som ingen levende kan gjenfortælle, for det har intet ord. Det er bare en stemning. en forundring. En lytten mot ingenting. Men den mand som en gang har oplevet det, kan aldrig glemme det.
