IN MEMORIAM.
Vi som lever i byens larm, kan slet ikke ha nogen formening om stilheten, den vældige stilhet, som hersker i rummet mellem himlen og jorden, Selv om der om natten kan indtræde øjeblikke, da man ikke synes at høre andet end sit eget hjertes slag, saa er man allikevel fjernt fra stilhetens sælsomme eventyr, for i næste øieblik er man igjen omgit af larmen fra menneskenes liv. Og selv om man paa højfjeldet kan leve en hel sollys dag eller en stjernetindrende nat i stenørkenens storladne ro, saa er man endnu langt fra stilheten. At nærme sig den er som at begi sig ut paa en reise. Man kaster los fra menneskene. Men endnu længe efter at man er naadd ut i ørkenen, hører man i øret klangen av livets ubarmhjertige larm og nær eller fjernt i erindringen ruller vognhjul og klinger klokker og
