bygger reder mellem stenene. Saaledes er det likesom de enkle liv Kielland elsket saa høitmosen, lyngen og fuglene, spinder sig ind i hans drøm, den som ikke blev til virkelighet. Hvis han hadde levet i et større land, kunde han ha bygget sig et Achilleion paa Korfu. Da Bjørnson traf ham første gang paa gesandtskapsballet i Paris, stod han, »skjøn som en ung gud«, ved sin reises begyndelse, men han stod ogsaa ved begyndelsen til sin resignation, og han lærte resignationens fornemme kunst her i vort fordringsfulde lille island, hvor hans skikkelse bestandig var fremmedartet, et særsyn. Gud vet om hans reise under andre og større forhold vilde ha sluttet saa brat med det rolige og resignerte: »Jeg skriver ikke mer.«
Der er allerede ved at danne sig en myte omkring Kiellandsruinen ved Hafrsfjord. Ovenfor vejen er der sprængt en gravlignende hule. Folk paastaar, at det var Kiellands hensigt at bygge et gravsted her, saa han kunde ligge med ansigtet mot havet og blæsten. Men det blev ialfald ikke noget av. Vi maa tilbake til byen, ind paa kirkegaarden, for at finde Kiellands grav. Og vi maa spørre os frem, for graven har intet monument og intet kort. Den ligger der i et hjørne indenfor
