nakent træverk, sneen er føket ind i vindussprosserne og tufserne av sommerens flora staar i blomsterurnerne som utbrændte fakler.
Stilheten fra dødsværelset svæver omkring i de smaa stuer. Man taler lavmælt og trær forsigtig som om Frøding endnu laa og stred i livets sidste flakken. Begravelsesbureauets folk er kommet herut for at lægge den døde paa lit de parade. Digterens trofaste pleierske gjennem mange aar er endnu iført pleierskedragten med genferkorsets røde barmhjertighetsmerke paa armen. Paa en knag i entréen hænger Frødings store graa frakke; den blev hængt op da han kom hjem fra en spadsertur for fjorten dage siden. Og senere skulde den ikke benyttes. Jeg venter i entréen, da man er ifærd med at bære digterens avsjælede legeme ned fra dødsværelset. Pleiersken som er liten og spæd vil undgaa at se det og glider forsagt ind til Frødings frakke og gjemmer sig der som en frygtsom spurv. Hun har været hans pleierske i fem aar, men tiltrods for at han var nervepatient er pleiersken ikke blit træt. For Gustaf Frøding hadde tilslut faat den store ro over sig, i hele hans færd laa mildhet. Han talte aldrig ondt om nogen, menneskene fredlyste de steder, hvor
