levet han et stille og rolig liv paa Tjømø og moret sig med at se sine sønnesønner leke Garibaldi. Men han begyndte at trække paa aarene og han var allerede en gammel og skral mand, da han i 1870 blev oldefar. Hans sønnesønssøn blev kaldt Carl Napoleon efter den daværende konge av Norge og den daværende kejser av Frankrike. . . . Saalangt kan jeg nogenlunde greit følge Josefs historie, men allerede i de berømmelige ottiaarene begynder han at gaa i barndommen for mig.
Og her forlater jeg da Josef. Man vil forstaa, at jeg har et overvældende indtryk av, at et menneskeliv kan bli langt. Det begyndte i nærheten av Frederik den store og varer endnu ved. Josef er desuten blit træt.
Jeg spør hans omgivelser, hvad han egentlig hvisker om. Han har altid interessert sig for historie, blir der sagt. Naar de opfatter noget av hvad han sier, saa er det gjerne noget om slaget ved Svolder.
Dertil og ikke længer gaar historien for den gamle. Alt det som kom efterpaa, har han likesom selv været med til. Jeg kan saa godt forstaa, at disse nymodens greier ikke interesserer ham.
