har talt om for en menneskealder siden. En aften sitter jeg i en restaurant og i lysreflekser fra røde tæpper og grønne skjærmer ser jeg dypt inde i kaféens cigarrøk mennesker vandre lydløst forbi, en lang duknakket mandskikkelse eller et falmet kvindeansigt under en stor hat. Og da er det likesom al larm av musik og menneskestemmer drysser bort for et øjeblik. Omkring mig er alt spøkelsesagtig stille, mens mit hjerte skjælver under denne tanke: Men Gud, disse mennesker er jo døde. — Saaledes mindes vi stedse om dødens nærhet. Allerede imorgen skal alt forgaa. Det er derfor jeg er saa trøsterigt bevæget over endelig at ha truffet et gammelt menneske, som har vist mig menneskelivets længde.
Der er noget mystisk over Josef Ørnekupas oprindelse, Nogen mener han er kommet fra Sverige, hvad ogsaa navnet skulde tyde paa. Hans yngste søn visste noget om det, men han er forlængst død av alderdomssvakhet. For den saks skyld kan Josef gjerne være en av Terje Vikens barn, en av dem som sat ved vinduet med de røde gardiner og blomster og som forsvandt under prisonnens lange aar. Det lyder underlig, at det barn, som Terje Viken ledte efter,
