neskes liv, — det er ogsaa noget andet og usigelig, han er nærved begyndelsen igjen. Han er snart ikke mere til. I ham har selve livet naadd grænsen for det mulige. Alle hans livsfunktioner har faat lov til at blusse og brænde sig færdig, en efter en er sluknet i fred. Og hans menneske er stadig skrumpet mere ihop. Og naar den sidste gnist er sluknet, da skal det hele falde sammen som aske. Og hvis I roter i denne aske I drømmere og sværmere og meget troende, da skal I forstaa, at her er alt ophørt, her er ingen mulighet latt tilbake, herfra er intet svævet bort.
Men ingensinde har jeg hat en saadan følelse av menneskelivets længde som herute ved de lyse skjær og det evige hav og ved denne oldings føtter. Jeg har truffet et gammelt menneske. Det lyder som et ord fra Mose bok. Ellers har vi jo alle i visse stunder, særlig i foraaret denne heftige rædsel over livets hjerteløse hurtighet. Den samme rædsel faar vi ogsaa, naar vi pludselig ser, at et menneske vi kjender er blit gammelt. Eller at vi selv er blit gamle. Det hænder ogsaa, at vi fornemmer levende mennesker vandre omkring som døde. Det kan
være kjendte mænd og kvinder, som et slegtled
