hadde jeg for en gangs skyld følelsen av at staa overfor det sublime. Hans lille mimrende hode, som ikke syntes større, end at jeg kunde rumme det inde i mine hænder, vendte sig mot lyset. I et øjeblik blev alt likesom hvitt omkring mig og ved at betragte landets urørlige stenmængder og sjøen dernede, som laa likhvit og kold og stille, hadde jeg en sælsom fornemmelse av at være omgit av en umaadelig ælde. Den gamle mand syntes nærmere i slegt med det graa fjeld end med os andre mennesker. Hans hodeskalle var furet og sortnet. Det eneste han kunde bevæge var allikevel dette hode. Ellers var hans krop stille, likesom borte i klærne. Han forsøkte at tale, men det blev bare til en hvislende lyd nede i strupen. Døden naadde ham allerede til halsen. Øinene stirret fra sine dype grotter søkende og forvirret frem over den del av livets overflate, som han endnu kunde fornemme. Som han sitter der, har han litt av fjeldets og den graa jords ælde. Hans lille hode er ganske tørt utenpaa og indeni og bak ørene, hvor stivt græs virrer tufset i vinden.
Jeg fik en pludselig lyst til at gaa hen og ta paa ham i forundring, i stille forundring over at staa foran noget utrolig. Men jeg kviet mig
