kan jeg høre noget av denne samme og stedsevarende stemme?
Nei, men jeg vet allikevel at det er et sprog fra umaadelige strækninger. Det klemter som fjerne og dystre klokker fra de ytterste skjær, det suger dypt og besværlig over baaerne, langs den lave strand skyller bølgerne med en klagen som gaar videre i det stride græs og blir til en underlig lys og vemodig tone i det store kor. Men alt samler sig, brændingernes støn, de mørke og rustne klokkeklemt i skjærene, graaten i stranden, dønningernes rystende rallen, naar de kvæles i revnerne og sjøernes dovne slag mot fjeldet, alt samler sig til én stemme, som kommer langt bortefra og lyder nær ved, fylder skogene og brer sig i mørket, enstonende og regelmæssig som en pusten fra et aandende, uhyre bryst.
I saadanne øieblikke, naar man staar og lytter under en øde nats stjerner og ens sind bølger med i den store ørkesløshet og smuldres op i en uforstaaelig og hemmelighetsfuld stemning, kan man godt i en mystisk anen fornemme utdøde slægters længsel ved at nærme sig havet. De er kommet gjennem dalene og har langt inde i skogene hørt havets fjerne brusen. De er gaat mot havet som mot en kalden. De er stadig
