ledes. Man reiser i dage igjen, nye byer, et sted blusser skrænterne i blomsterpragt som ved Rivieraen, et andet sted møter man larmen av et marked ved havet, skrikende sjøfugle flakser sig blinde i røken fra tre hundre dampskibe, og man reiser videre, en domkirke ringer inde i landet; efter nye dage dukker et nyt marked op av havet, som her er sortere og mere truende, tusen baater, en sværm av stemmer i halvmørket rundt øerne, en hvit bergvæg av fugle løsner med et brak og fylder luften, andre mennesker, en anden natur, hvor det suser av bølger og liv langs denne lange kyst — og tilslut er man yderst ute, hvor landet løfter sin pande mot Nordishavets kulde. . . . Hvor begrepet om vort fædreland forvirres og forspinkles av alt det snak om vort lille og fattige Norge; det er den umenneskelige sutren av syttendemaitalere og opskjørtede forfatterinder, som er smaatt her i dette store land. Enhver begyndende digter faar det elendige Norge ind med moderpjolteren. Alt er ydmygt og ubetydelig, Norge strækker sig et stykke udenfor Drøbak, man ser ut gjennem vinduet og tror, at Kristiania er den lille gatestump Karl Johan, det eneste sted, hvor smaaborgerligheten blandt dens
