mægtig et menneske kan bli, naar det først har valgt at utnytte alle menneskets store kræfter mot de andre og naar det hilser selv døden med latter.
Hvad trodde Bonnot? Han har neppe heller kunnet skjule for sig selv, at tilslut, tilslut maatte han bite i græsset. Men han har levet sekundernes liv som faa andre og følt den heftige rysten i sit hjerte over leken med døden. Han var en av de sjelden utrustede mennesker, som skjæbnen kan bringe opad mot tinderne. Han blev hverken et folks tyran eller et folks helt. Men han blev i tre maaneder et folks skræk. I disse tre maaneder levde han.
Paa vei til hospitalet blev han endnu levende ført forbi Notre Dame kirken. Det var en lys vaareftermiddag, klokkespillets spinkle melodi blandet sig i folkesværmens susen mellem de grønne trær. Hvis han her har hat endnu et øiebliks bevissthet, hvad har da vinket gjennem hans sind? En flygtende erindring om barndommen, da han vandret mot lyset med blanke øine. Eller har det været den bævende følelse av at ha bragt en hel nations fantasi til at dirre mot det enestaaende og usedvanlige, som endelig har stanset hans hjertes slag.
