het og ikke deres ærgjerrighet finde sig i. Det er mulig, at de i de anarkistiske læresætninger fandt en undskyldning for sine første famlende og beskedne skridt paa forbryderbanen. Men fra det øieblik de blev mordere og rettet sine slag mot samfundets mindst begunstigede, maa det ha staat klart for dem, at anarkismen ikke længer kunde undskylde deres gjerninger, men bare beskytte og hjælpe dem. Bonnot har kastet sværmeriet for anarkismen bort som han har skilt sig ved alle de andre menneskelige følelser, medlidenhet, ædelhet, frygt, anger. Men andre træk, som ogsaa danner den menneskelige karakter, grusomhet, beregning og ærgjerrighet har vokset i styrke og blit de ene herskende, fordi de ikke hadde nogen motvegt. Og tilslut koncentrerer han alt omkring sin evne til at begaa forbrydelser, sin snarraadighet, sin tekniske viden, sin muskelkraft, sin sterke forstand, — hele hans tilværelse gaar op i en stor enkelhet, han blir et andet individ end de andre mennesker, det hittil fuldkomneste eksempel paa fremtidens forbryder! Mordmaskinen, hvis ødelæggelser ikke kan stanses, før den ligger knust paa jorden. Og menneskene, som har set det vilde ridt, forskrækkes ved at være vidne til, hvor farlig og
