med blyant og sætter sit navn under. Man ser paa skriften, at hans kræfter nu er uttømte og at hans tænkeevne er kommet ind i den uklarhet, som er forløperen for døden. Den sidste tilkjendegivelse har en næsten barnlig naiv form. Han har tænkt rykkevis og tvunget resterne av sin forstand til at huske navnene, som er faldt ham ind et efter et i smaa støt: Fru Thollon er uskyldig. Gauzy ogsaa. Dieudonné ogsaa. Petit Demange ogsaa. Hr. Thollon ogsaa . . . . Saa er det, at han griper revolveren for siste gang, idet Guichard med politibetjentene trænger ind i det brændende hus. Men hans arm svaier som et siv for vinden, hans ellers saa skarpe øine har dødens bristende blik og han samler bevissthetens yderste sittren omkring sit had og sit raseri: Svinehunde . . . . Svinehunde. . . .! Og skyter. Det er trist at maatte erkjende, at i denne bandits fortvilede desperation naar forsvarets skjønne idé det fuldkomne.
Bonnot paastaar om sig selv, at han var anarkist og gir samfundet skylden for sine handlinger. Det er umulig, at han har kunnet bløffe sin kloke hjerne, sin rolige, kolde forstand med slike taakede paastand. Hverken han eller Garnier har bedraget sig selv, det kunde ikke deres stolt-
