sin haands rækkevidde. Men under denne sidste fase er det, at han viser os et træk som minder os om, at det er et menneske som kjæmper. Han gaar ut av tilværelsen med et brak, men midt under dette brak, mens det brændende hus styrter sammen over hodet paa ham, skriver han avslutningen paa sit testamente. Dette dokument, som svulmer av stolthet, er helt i stilen med hans øvrige bedrifter og det bitre lune, som er endel av hans karakter. Naar man leter efter motiverne til de sidste maaneders vanvittige ugjerninger, saa finder man straks hos disse mænd lysten til at forbløffe verden og skape det hittil unaadde. Mens Bonnot ligger der paa halmmadrassen forstaar han, at han er vel reist like til slutningen og at braket omkring hans fald vil gjenlyde utover nationens grænser. Men han vil fuldende verket. Han har levet en sjelden roman i de siste forfærdelige og hurtige maaneder i en virkelighet, som ingen frodig hjerne kunde ha digtet bedre. Og saa vil han, at romanen skal være roman til det sidste. han er franskmand, effekten maa ikke slappes, og med en gestus som naar stjernerne, overleverer han efterverdenen sin vilje. . . . Da han ikke længer har blæk i sin fyldepen, tilføier han nogen vaklende ord
