lynsnare i bevægelserne som gjorde Bonnot til seierherre i denne kamp, hvor han dog stod alene mod otte bevæbnede politibetjente. Det er karakteristisk, hvad Bonnot selv har skrevet til sin elskerinde i Lyon i et brev som politiet har opsnappet: Ingen beklager mere end jeg, at chaufføren Mottillet maatte dø. Han hørte som os til det undertrykte proletariat. Jeg vilde gjerne ha reddet ham. Men vi hadde bruk for hans automobil. Og saa gjorde han en bevægelse mot lommen, som avgjorde hans skjæbne. Vi blev tvunget til at dræpe ham . . . . Der aander en forfærdelig foragt for døden og for livet ut av disse linjer, og de karakteriserer i al sin knaphet den nye tids frygtelige banditter: Mændene som allerede streifer omkring paa randen av dødens avgrund, som vet at intetsomhelst kan formilde deres skjæbne, hvis de gripes og som derfor ikke kjender hensyn til andres liv. Det er ikke længer som i de gamle forbryderromaner: De slu forbrydere som spiller et snedig spil mot retfærdighetens haandhævere. Spillet er forlængst slaat overende. Og kampen gjælder liv eller død ikke bare for forbryderne men ogsaa for detektiverne som er efter dem. Skjønt der er tusinder paa den ene side og bare nogle faa paa den
