hadde drømt om, at overraskelsen skulde komme i den form. Begivenheten er i korthet saaledes fortalt. I den næsten uigjennemtrængelige, hemmelighetsfulde urskog, som dannes av Paris med forstæder har jægerne under anførsel av den dristige og slu Jouin i de sidste uker nat og dag streifet om for at jage op de to rovdyr, Bonnot og Garnier. De forstod, at tigerne maatte være inde i krattet; nu og da fandt man spor av dem, som man i den virkelige urskog finder brækkede grene efter dyrenes færd. Saa er det, at Jouin, anføreren, tilfældigvis trænger ind i et av krattets mørkeste steder, han lar dagslyset strømme derind og befinder sig pludselig ansigt til ansigt med tigeren Bonnot, det sterkeste og farligste rovdyr av de to. Og tigeren dræper ham straks og forsvinder. Jouin, som i de sidste maaneder bare har drømt om at opleve det øieblik, da han kunde stirre ind i bandittens fjæs, han staar endelig ved sine ønskers maal. Og de sidste ord, man hører ham si, før døden rammer ham, er disse, som indeholder en triumf, en forfærdelig trusel og et nødrop: »Gud, det er jo Bonnot! Det er Bonnot!«
Banditten seiret, fordi politiet atter igjen var den svakere part. Det er aandsnærvelsen og det
