Ja, sa han, nu skulde vi være paa landet.
Landet — et syn av Seinen, gul og vaargrumset mellem grønne marker gaar igjennem min bevidsthet og nogen minutter efter befinder vi os i en automobil underveis til Charenton. Den paabegyndte artikel hadde jeg i lommen, den er endnu ikke færdig, men den kommer. Og den er allerede berømt. For dens titel er gaat ind i det franske politis arkiv og den findes nu som akt i saken mot mordautomobilens banditter. Vi stanser utenfor en restaurant i Charenton og faar os servert en frokost. Allerede nu er det paafaldende at vi vækker opmerksomhet. Folk stirrer paa os i dørsprækkerne og naar vi banker paa garçonen, nærmer han sig frygtsomt, uvillig og efter lang venten: — det er som paa Grand og jeg begynder at føle mig hjemme.
Men vaarveiret staar utenfor og roper paa os og vi sætter os ut paa fortauget med kaffen. Kulsort kaffe, sommerlig varm sol og duftende blaa cigarrøk. Alt ved Seinens bredder. Er det da forunderlig, at man blir venlig stemt mot den øvrige verden? Vi sitter og ser paa chaufføren, som tydeligvis kjeder sig vældig — og saa ender det med, at vi inviterer ham paa kaffe. Dette, at
