heterne, ser man først automobilen, dødsvognen, som i vanvittig fart farer gjennem gaterne med blodplettede gardiner blafrende ut gjennem de sønderskutte ruter. Og saa mindes man billederne av alle de dræbte, les cadavres, som bladene gjengir hvite og blomstersmykkede. Og saa begravelserne. Den skutte politibetjent blev begravet under utfoldelse av fransk pragt og med hele ministeriet, det store ministerium, bak likvognen. Og saa ser man det stakkels politi, som graater og vrir sine hænder. Midt under hele den urolige og blodige forvirring hører man stadig de dumpe smeld. Hvad sker næste gang? Begivenheten idag gaar langt utenfor rammen av det som kan hænde. Forbryderne gaar frem med en næsten lystig desperation i al sin forslagne planmæssighet. Næste gang hænder det kanske, at de fem mand høi stormer Credit Lyonais eller i en glad og morsom nat korker dørene i Maxime, skyter etpar amerikanere for det afskrækkende eksempels skyld og plyndrer de andre likesaa elegant, som naar det vilde vestens røvere stiger ombord i eksprestoget fra San Francisco og plyndrer Pullmanvognene. Eller det sker vist ikke længer. Det vilde vestens tid er forbi i Amerika. Skuepladsen er blit en anden. Nu
