de mørke trappestruper og hans pust i de øde korridorer. Hans forfærdelige vandring nu og da følges fra hus til hus, fra vindu til vindu som blaffer op i en blaalig fosforlysning, eftersom han gaar. Ingen er sikker for ham. Inat dræper han i øst, inat i vest. Men han slaar mange mennesker ihjel og blodet drypper med kulstøv og slam nedover de skidne trapper. Luften staar stille i gaterne. Himlen er mørk og blodsprængt. Nætterne lumre og varme. Op av denne pestsyke skumring gaar en rædsel som snører alles struper sammen, Og gjennem rædselen gaar morderen usynlig, dødbringende, et eventyrlig væsen, ikke dyr og ikke menneske. Ingen kan beskrive ham, Der er bare en eneste som har mødt ham. Det er ungarerinden Ilka. Men heller ikke hun kan beskrive ham. Hun gjemmer sig rystende inde i sit haar. Rædselen maa ha slaat hende med vanvid, sier referenterne til hverandre, for hun fortæller skrikende, at morderen har intet ansigt.
