himlen. Og frem under mørkets folder, nedi elve og bækkefar, gjennem knuste byer og skoge skvulper blodet, blodet . . . . Og menneskene, som endnu har et forstyrret indtryk av den sidste krigs faner og sol og knitrende signaler, de fornemmer en dyp rædsel over af være vidne til noget gaadefuldt og forfærdelig, som ikke tilhører menneskene og som de ikke kan forklare sig, en motbydelig mare, som har lagt sig paa jordens bryst. Det er denne rædsel, som er den nye krigs sjæl.
Paa et gatehjørne i byen Europa staar to raadløse referenter og taler sammen. Det er nat. De stirrer hen mot byens fattigkvarter, hvor en uhyggelig brandrødme farver mørket blodrødt over husgavlene. Det er to flinke referenter, de er ute for at efterspore en morder, som i de sidste nætter har gaat løs i byens fattige kvarter, som huser alslags folkefærd. Her har været mordere før, men denne er av en anden art end de andre, der er noget umenneskelig og uvirkelig over ham. Kanske tilhører han ikke denne verden. Ingen vet om han er en dødning eller en levende. Ingen kan faa fat paa ham. Han gaar ind gjennem lukkede døre. Han forsvinder fra stængte værelser. Man kan høre hans skridt i
