belyst av de nysgjerrige og betagnes fakler og baal.
Og længer frem i historien gjentar det samme sig, men i mindre stil: Krigens stemning samler sig i en skikkelse eller et ansigt: Napoleon den tredje ved Solferino, Todtleben paa Krim, Osman ved Plewna, Molkte ved Sedan, Togo i Tsushima. Men allerede ved den sidste russiske krig stod ansigterne utydeligere og nu er de helt væk, et navn nævnes nu og da, en general, en helt, men der forbindes intet med det. Krigen har skiftet karakter, den er blit lyssky. Den er ikke blit mindre gruopvækkende, men den kan ikke længer trives for fuld musik i en verden, hvor en ny drøm har begyndt at bevæge alles tanker, drømmen om den evige fred.
Pludselig viser det sig nu, hvordan krigen ustanselig aar for aar har suget næring av menneskenes aandelige og legemlige arbeide. Ingen har rigtig været opmerksom paa, hvordan den i de fredelige dage har lusket sig omkring overalt og sneket sig ind i menneskenes liv saa intimt, saa uadskillelig, at den har banket med i nationernes hjerteslag. Alt og alle har betalt sin tribut til krigen. Den har været fremme ved indhøstningen og krævet sin del. Naar menneske-
